HELENA LUDVIG - SMYKKEHÅNDVÆRK OG LIVSSTIL

Sølvsmedeteknik

Sølvsmedeteknik

I sidste uge var jeg på valgfag på skolen, hvor jeg lærte om sølvsmedeteknik. Det er et valgfag som jeg har glædet mig ufatteligt meget til, da det er et fag som altid har interesseret mig meget. Grundlæggende er forskellen mellem guldsmed og sølvsmed, at jeg som guldsmedlærling lærer at lave smykker, og sølvsmede laver større ting som korpus og større smykker som man banker op/smeder. En af de ting ved faget som drager mig mest, er at det er et ”gøjlerfag” hvor man føler sig frem, og ikke alt kan forklares med en logisk grund, men man arbejder ud fra erfaring og ved at føle sig frem.

På mine fem dage lærte jeg de grundlæggende metoder, hvor jeg startede ud med at skulle banke en skål op, som endte ud med at blive til et vindbægre. Jeg startede med en flad messingplade, og arbejdede mig langsomt frem til det fik den rette form og overflade.

Helt optimalt skulle jeg være der i to uger, men i denne omgang blev det til en enkelt uge, og så regner jeg stærkt med at jeg tager valgfaget igen en anden gang. Jeg fik nået en hel del på de fem dage jeg var der, og fik endda også lavet mig et smykke, som er mere relevant for min uddannelse.

Jeg valgte at smede en armring, som buede omvendt ud, da det var en udfordring som jeg kunne lære en masse af. Armringen delte jeg op i to, og lavede både en hammerslået og en blank overflade, for at øve de forskellige teknikker.

Det var en uge hvor jeg lærte så utroligt meget, og jeg må indrømme at jeg blev helt bidt af sølvsmedefaget. Planen nu er, at lege mere med de teknikker jeg har lært i løbet af ugen, og så skal jeg helt sikkert videreudvikle og nørde dette fag meget mere. Det er ikke blot et fag for sig selv, men de teknikker jeg har lært, kan jeg bruge i min hverdag når jeg sidder og laver smykker.

Skriv et svar

Luk menu