HELENA LUDVIG - SMYKKEHÅNDVÆRK OG LIVSSTIL

Sådan var Island

Sådan var Island

Kun få dage efter jeg afsluttede min praktik i Kalundborg, rejste de andre guldsmedepiger og jeg til Island. Det er altid dejligt at komme ud og udvide sin horisont, men det var ikke alt ved turen som var lige godt. Jeg blev dog helt lamslået af den smukke natur, og selvom det var helt vildt koldt, så nød jeg hvert øjeblik udendørs. Vi var på Island i to uger, og her tilbragte vi alle hverdagene på den tekniske skole i Reykjavik, hvor vi skulle lære om filigran.

På jagt efter krystaller

Jeg er et stolt medlem af Odense Ny Stenklub, og jeg skulle derfor selvfølgelig samle nogle sten på Island. Vi besøgte nogle smukke steder, bl.a. den sorte strand, hvor jeg fik samlet en masse spændende nye sten, som jeg ikke har set før. Jeg tog dem med til stenklubben i går, og vi fandt små gule krystaller i en af klippestenene som jeg fandt i nærheden af en stor vulkan. Det der er med Island og sten er, at stenene er meget unge, og de er slet ikke færdigudviklet, så den krystal jeg fandt, er sikkert ikke noget endnu, men jeg glæder mig til at finde ud af hvad den består af.

Filigran

Hovedsageligt skulle vi lære at lave filigran på Island, og det var så smukt og spændende at få lov til at lære. Jeg nåede at lave en hel del forskellige varianter, og det er helt klart en teknik som jeg vil komme til at bruge i noget af mit arbejde fremover. Filigran er meget fint og detaljeret, hvilket normalt ikke er min personlige stil i smykker, men jeg er helt vild med at lave det, og jeg synes at det er et kunstværk i sig selv.

Her er nogle billeder af de smykker jeg lavede i filigran.

Helena Ludvig  Helena Ludvig

Helena Ludvig

Helena Ludvig

På udebane – og hjemve

Jeg er god til at stå på egne ben, og jeg elsker eventyr, men det er ikke det samme når man rejser i større grupper som man ikke selv har valgt. Jeg kan super godt lide hver og en, men skulle jeg selv bestemme, ville jeg hellere have været afsted alene, eller med et par andre. 10 piger var lige i overkanten, og her får jeg hjemve, fordi man ikke kan være sig selv eller alene. Jeg er lidt en enspænder på det punkt, men sådan har vi vel alle vores særlige behov. Jeg synes det er svært, fordi jeg sjældent har ret meget til fælles med folk, og jeg er på ingen måde som andre på min egen alder (22). F.eks. vil jeg hellere sidde alene og læse en god bog, frem for at tage i byen og drikke. Det var en fantastisk tur, men jeg er også glad for at være hjemme igen. Jeg skal helt klart besøge Island igen, og denne gang efter eget valg.

Skriv et svar

Luk menu