HELENA LUDVIG - SMYKKEHÅNDVÆRK OG LIVSSTIL

Så er jeg checket ind

Så er jeg checket ind

Jeg er så spændt på den kommende uge! I dag kørte jeg over storebæltsbroen i min bil, helt alene, for første gang, og nu er jeg checket ind på Danhostel i Kalundborg, hvor jeg skal bo den næste uges tid. Det er så spændende, og jeg er lykkelig for mit værelse her, da det er med eget badeværelse og trådløst internet – det havde jeg ikke forventet.

Nå, men grunden til at jeg skal være her indtil fredag, er fordi at jeg har fået lov til at komme i praktik i en uge, hos en guldsmed her i byen. Jeg kan slet ikke beskrive hvor glad jeg er over dette, og jeg krydser fingrer for at det udvikler sig til en læreplads. Jeg var her med en ansøgning, min portfolio, og nogle forskellige ting som jeg har lavet på værkstedet for nogle uger siden, og så ringede de og spurgte om jeg havde lyst til at komme i praktik i en uge. Det er dejligt at der er kommet noget ud af alle de timer jeg har brugt på at søge efter en læreplads, og jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at gøre et godt indtryk i den kommende uge.

Nu sidder jeg her på mit lille hyggelige værelse, og det er faktisk første gang at jeg er på sådan et ophold helt alene. Det føles lidt som at være på ferie alene, men det er også rigtig dejligt, og jeg kan endelig få ro til at læse nogle af de bøger som bare ligger og venter på mig. Jeg har også været på en lang kiggetur i byen, og jeg er blevet helt forelsket i denne by. Jeg kan i hvert fald sagtens se mig selv (og Willy), bo her i Kalundborg sammen.

I aften vil jeg pakke ud, slappe af, og gøre mit hoved mentalt parat til en ny og spændende arbejdsdag i morgen. Jeg holder bloggen opdateret, og i slutningen af næste uge kommer der en opsummering på ugens eventyr.

Skriv et svar

Luk menu