HELENA LUDVIG - SMYKKEHÅNDVÆRK OG LIVSSTIL

Lang weekend på Fyn

Lang weekend på Fyn

Så blev det helligdag, og så måtte jeg altså lige et smut forbi Fyn for at besøge familien. Jeg savner især mine to små søskende rigtig meget, nu hvor jeg er flyttet et stykke væk. Min far inviterede på middag på Tåsinge om lørdagen, og det var bare guld værd at hygge med de to små. Jeg havde lavet to vedhæng i sølv, som jeg tog med til dem. Min lillesøster er lige i den alder, hvor smykker begynder at være en lille smule spændende, så jeg tænkte at hun selvfølgelig skulle have noget håndlavet af storesøster. Og min lillebror skulle ikke stå og mangle noget, så han fik en lille pingvin (efter eget ønske).

Jeg boede hos svigermor i Odense hele weekenden, og jeg har bare hygget mig så meget. Vi har lavet alle mine ynglingsting – vi har loppet, spist tærte, sovet længe og kørt smukke ture. Jeg nyder meget at være hjemme, men jeg er også begyndt at holde af at bo i min dejlige lille lejlighed i Kalundborg. Det er nok mest familien man mangler, men heldigvis er det kun en storebæltsbro væk – det kunne være værre. Willy er lykkelig for at være hjemme i Kalundborg igen. Han elsker vores daglige rutiner, og alt den alenetid med mig.

Skriv et svar

Luk menu