HELENA LUDVIG - SMYKKEHÅNDVÆRK OG LIVSSTIL

Lær mig bedre at kende

Lær mig bedre at kende

Til mine søde læsere vil jeg lige lave et lille indlæg om mig selv. I alle mine indlæg forsøger jeg at få tilføjet meget af ”mig”, for at man netop ikke føler at man bare sidder og læser en tilfældig blog om smykker, men faktisk læser om et menneske som inspirerer en. I dette indlæg vil jeg skrive lidt tilfældige fakta om mig selv. Om ting jeg kan lide og ikke kan lide, og om alle mine mærkelige vaner. Jeg håber at det vil give jer et bedre indblik i hvem jeg er.

Jeg elsker ..

  • Mapper, kasser, skuffer – faktisk alt som jeg kan bruge til organisering. Jeg er et kæmpe ordensmenneske, og jeg kan blive helt lykkelig indeni efter jeg har gjort hovedrent.
  • Hunde. Jeg elsker alle dyr generelt, og især hunde. Min lille Willyhund er det vigtigste i mit liv.
  • At drikke whisky og læse en god krimi.
  • At gå på loppemarked. Da jeg boede på fyn, tog jeg altid på loppemarkedet på havnen i Odense om søndagen (hver søndag) sammen med svigermor.
  • At tegne/male. Jeg tegner når jeg skal slappe af, og jeg er lige begyndt at male igen.
  • Smykker. Jeg tænkte det var lidt en selvfølge, men jeg nævner det alligevel. At arbejde med smykker er min helt store passion, og det fylder en stor del af mit liv.

Jeg hader ..

  • Peberfrugt i min mad. Det er det eneste mad jeg ikke bryder mig om, men jeg spiser det hvis det bliver serveret.
  • kærlighedsromaner. Jeg læser meget, men jeg falder i søvn hvis jeg læser en kærlighedsroman. Jeg er meget mere til en krimi, eller en historisk bog (det synes jeg dog ikke er kedeligt). – Det skal så siges, at jeg godt kan lide de der gamle romantiske bøger fra 1800 tallet, men mest fordi jeg elsker den tidsalder.
  • Når folk siger til mig, at det jeg vil er for svært. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har fået at vide at jeg drømmer for stort, og at jeg aldrig kommer til at opnå alt det jeg gerne vil, fordi det er der ikke ret mange der kan. Men hvis man ikke prøver, så kommer man i hvert fald ikke til at opnå det. Forskellen er, at jeg ikke bare drømmer om det, men jeg ved at jeg kommer til at opnå de ting jeg gerne vil opnå.

Underlige vaner

  • Jeg tænker meget over måden jeg spiser min mad på. Jeg udvælger den del af maden som jeg bedst kan lide, og den del gemmer jeg ALTID til sidst. Så opdeler jeg resten af maden i grupper, og spiser det værste først, og derefter resten i rækkefølge indtil jeg når til den bedste del. Tit er jeg mæt inden jeg når til det bedste.
  • Jeg taler med min hund. Lige pt bor jeg alene med Willy, og vi har pinligt tit nogle lange samtaler. Jeg snakker og han lytter altid.
  • Jeg skriver alting ned. Jeg har en notesbog ved alle borde i min lejlighed, og i alle mine tasker. Jeg har endda en lille blok i min jakkelomme, hvis nu jeg får en ide og den skal skrives eller tegnes. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg glemmer min ide 5 minutter senere, hvis jeg ikke skriver den ned.
  • Jeg er utrolig perfektionistisk med mine notater og tegninger. Jeg tager altid notaterne i en bog, og så skriver jeg dem pænt ind i en anden bog senere, så jeg kan få det til at stå som jeg gerne vil have det.

På sigt vil jeg lave et par indlæg som dette, så i får nogle fakta om mig i små bidder.

Skriv et svar

Luk menu