HELENA LUDVIG - SMYKKEBLOG

Jeg øver mig med sten

Jeg øver mig med sten

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg synes det med stenfatning har været lidt udfordrende. Jeg elsker det, og jeg øver og øver så ofte som muligt. En fordel er vel at man selv har en masse ideer og ønsker om fine smykker med sten, og så har jeg da en del at gå i krig med. De sidste uger/måneder er mange af mine morgentimer blevet brugt flittigt på at møde tidligt ind og øve mig i at fatte sten på værkstedet. Dette er der kommet nogle ret fine ting ud af, synes jeg selv. Jeg har startet med at lave en lillefingerring til mig selv, som er lavet af tre sølvringe sammensat, og så har jeg fattet/forevet 9 zirkoner i den.

 

Ringen er lavet af sølv, og så har jeg forgyldt den så den passer ind med mine andre smykker. Lige nu som lærling er der ikke budget til at øve mig på guld til mig selv. Jeg synes selv at ringen blev så fin, og jeg laver flere og flere indtil stenene sidder lige i skabet.

Jeg har haft blandede tanker omkring mine evner med fatning. Jeg bliver helt sikkert bedre og jeg kan tydeligt se fremgang, og det er jo det vigtigste. Men jeg synes det har været svært at jeg ikke har haft den fra starten, som jeg synes det er med meget andet. Det skal sidde i hænderne, og det har det ikke gjort for mig før nu. Jeg har fundet ud af at det ikke betyder at jeg er dårligere end mange andre, men jeg har bare lige skulle øve mig lidt og få bevægelsen ind i hænderne. Ikke alle kan fange den i første forsøg, og jeg er selvtilliden med mig igen.

En god ting ved øvelse er, at jeg får motivation til at sidde og nørde lidt mere med mine egne smykker. Nogen gange kan man sidde og tegne tusinde tegninger som ender med at blive kasseret, fordi man bliver træt af at kigge på dem. Man bliver for selvkritisk, men det er bare noget helt andet når man bare springer ud i det og laver nogle af de tegninger. Også de ting som man ikke helt tror på, for det kan vise sig at de faktisk bliver så fantastiske når du først sidder med det i hænderne.

Jeg skulle til en 60 års fødselsdag her i weekenden, og til det lavede jeg et par ørehængere og to fingerringe til mig selv, som bare var nogle kruseduller jeg havde tegnet ned engang. Det viste sig at jeg er blevet helt vild med designet, og jeg har allerede tegnet en helt masse flere i samme serie.

 

Skriv et svar

Luk menu